Sæt dig i sadlen, slå øjnene op og tag afsted.
Så enkelt kan cykelferie opsummeres. Vi vil alligevel fortælle lidt mere om vores planlægning og oplevelser, da vi cyklede fra Aarhus til Aalborg og hjem igen i midten af juni.
Vi cyklede omtrent 380 km. på en uge som nybegyndere, der aldrig har cyklet lange ture før.
Vores konklusion var…
Så længe lysten til at cykle på ferie er der, så kan man komme langt – også uden erfaring.
Hvorfor cykle?
Cykelferie i Danmark er helt særligt har vi erfaret på egen krop. På farten oplever man alt fra små søer og skove til idylliske byer med Brugsen som forsamlingshus, hvor alle kender alle.
Man ser nye kroge af sit eget land, som ikke kan fås i samme ‘opløsning’ fra en bilrude.
Planlægning af cykelrute
Til tilrettelæggelse af vores rute brugte vi især vejdirektoratets kort med cykelruter.
På kortet ses de officielle cykelruter, som er skiltet på vejene. Det giver et fint overblik, men vi anbefaler, at man bruger kortet i sammenhæng med Google Maps, hvis I gerne vil lave afstikkere enten for at se en stendysse eller undgå en grusvej med store granitsten.
Flere gange oplevede vi, at den officielle rute tog os ud på grusveje, hvor det ikke var optimalt at cykle. Her var Google Maps en god hjælp.
Vores rute fra Aarhus til Aalborg og tilbage ses på nedenstående billede.
Til Aalborg cyklede vi via Ebeltoft og Grenå og på hjemturen cyklede vi gennem Viborg. Vi var nødsaget til at tage små omveje undervejs, fordi der var grus- eller skovveje, hvor det var svært at cykle.
Overnatning på vejen: Shelter og Airbnb
Inden vi cyklede afsted var vi indstillede på at sove i shelter om natten indtil vi ankom til Aalborg.
Til at finde shelters brugte vi den danske Shelterapp (Android / iPhone). Udviklerne af Shelterapp benytter sig af de offentligt tilgængelige data omkring overnatningspladser og shelters. Vi prioriterede steder med rindende vand og muldtoilet.
Hvis du vil se et kort over overnatningsmuligheder på din computer kan Naturstyrelsens kort anbefales.
I Aalborg havde vi booket en Airbnb-lejlighed på forhånd, der lå centralt placeret. Ved vores ankomst føltes lejligheden som en vaskeægte luksussuite.
Et eller flere ophold undervejs kan anbefales, hvis I skal afsted i mere end 3 dage. I større danske byer er der mulighed for overnatning enten på vandrehjem, hotel eller Airbnb for at få en pause og et langt varmt bad.
For os var vores Airbnb-lejlighed den perfekte balance mellem komfort og budget.
Eksklusiv cykelsti – Hadsund – Aalborg
På strækningen mellem Aalborg og Hadsund er der en fantastisk cykelsti, som flittigt blev benyttet, men ikke mere end, at vi kunne sætte os i kanten og spise en sandwich.
Cykelstien stammer fra den gamle jernbane mellem Aalborg og Hadsund, der blev lukket i 1969. Det kunne tydeligt ses på stiens udformning, hvor der var fordybninger i siderne.
Undervejs på cykelstien kommer man igennem flere mindre byer. Der er heldigvis mange skilte, som viser den rette vej tilbage til den asfalterede cykelsti.
Når man cykler langt har gode cykelstier større betydning end man skulle tro. Tiden snegler sig afsted, når man cykler ved store veje uden adskilt cykelsti eller på grusstier med store sten. Samtidig flyver den afsted hurtigere end man kan nå at tænke, når man ruller derudaf på en flad sti med god asfalt.
Pakkeliste til cykelferie
Det er essentielt at have det korrekte udstyr med på cykelturen. Vi købte på forhånd en cykeltaske, som vi fandt billigt på Den blå avis. Deri havde vi tøj og toiletting.
Vi havde derudover to liggeunderlag, to soveposer og en mindre rygsæk til mad og drikke.
Her er et overblik og de ting vi havde med:
- Liggeunderlag (se lektien vi lærte om disse herunder)
- Soveposer og puder
- Toiletting (deodorant, tandbørste, tandpasta, håndsprit)
- Tøj (heriblandt varmt tøj til om natten)
- Cykelgrej (lappegrej og cykelpumpe)
- Lille rygsæk til mad og drikke
- Stor vandflaske
En hård lektie
Som man kan se på vores billede af vores oppakning havde vi bevæbnet os med to tynde skumunderlag til vores tur. Selvom vi brugte den første morgen på at overbevise hinanden om at “det er da ikke så slemt endda”, så var vi ikke i tvivl om, at vi skulle have bedre liggerunderlag, da vi nåede til Aalborg.
Vi gik i Spejdersport og efter en grundig overvejelse af vores muligheder både i butikken og på nettet, bestemte vi os for at købe to Asivik Ultralight 5.0.
Og sikke en forskel!
Vores nattesøvn blev forbedret med et. De resterende nætter sov vi bedre, selvom vi gerne indrømmer, at det var dejligt at komme hjem i sin egen seng.
Gå på opdagelse i dit lokalområde
Cykelferiens styrke er, at man er fleksibel og oplever alt i et langsomt tempo, så man kan nå at suge alle indtryk og udsigter ind på farten.
Som ny cykelturist kan det være interessant at udforske sit eget lokalområde til en start. Hvis man bor i en større by kan nogle af de mindre byer og landsbyer, der ligger i nærheden være en god måde at få erfaring med den mere primitive rejseform. Det kan eksempelvis være en enkelt nat i shelter 40 km. væk fra sin egen bopæl – ideelt til en weekendtur.
Hej Christa!
Skønt indlæg!
Jeg er også selv bidt af cykelferie – og har cyklet meget i Danmark.
Det er helt, som du skriver: Man ser ens eget land på en helt anden måde fra cykelsadlen.
Og hvis man netop følger de skiltede cykelruter (frem for den korteste vej via landevejen), kommer man ud i områder og på stier, man ellers aldrig ville besøge. Og smukt er der altså bare i DK!
Jeg kan anbefale jer at investere i et papircykelkort til næste cykeltur!
Der er kommet helt nye kort over Danmark ud i år.
På cykelkortene kan du bl.a. se om underlaget er asfalt eller grus!
En ret fed oplysning.
Mine børn hader også grus – så vi bruger altid tid på at vurdere, hvor meget grus der er – og forbereder dem på det.
Desuden er et papirkort bare smartere – fordi man er uafhængig af strøm. Det giver et bedre overblik og har netop de oplysninger man som cyklist har brug for.
Læs evt. mere om cykelkortene her:
http://alleud.dk/cykelkort-danmark-nye-kort-fra-2017-alt-hvad-du-boer-vide/
Det ser bare rigtig hyggeligt ud! Og de der shelters med tog tema er ret cool 🙂 Jeg kan lige se mig og min mand på vores cykler med hundene spændt bagpå i deres cykelanhænger, cykle rundt i det danske land 🙂 Tak for inspirationen!
Bettina / http://www.webreakaway.dk/