Vi var nær ved at dø. Zigzag mellem lastbiler – fuldt fart over bump. Mormor og jeg har haft nogle spændende dage i Hué, hvor vi også har været på en guidet tour ud i den demilitariserede zone. Jeg har ikke haft tid til at skrive så meget, så jeg har valgt at slå vores tre dage her sammen til et (lidt længere) indlæg. Det har været nogle gode dage, hvor vi har oplevet vildt meget.

Ankomsten til hue

Efter vores tur med tog fra Hanoi kom vi direkte ud i favnen på en receptionist og en taxichaffør. ”Mr. Kalle” – det fungerer. Vi kom til hotellet med taxi, det gik alt ammen meget nemt. Vi kørte med taxi og receptionisten kørte ved siden af på scooter. Stilet. Vi var meget imponerede af den flotte facade, hvor der står to løver ude foran og bevogter indgangen.

.

Skuffede.

Vi blev skuffede da vi kom frem. Ikke over det enorme hotel, med to mand ansat til at åbne døren for os, men over at vi først kunne få vores hotelværelse en time senere. Både mormor og jeg var trætte og utidige efter den lange togtur, så vi havde slet ikke overskud til noget. Vi fik dog alligevel bevæget os ned på en gade-restaurant, der lå nær hotellet – så gik tiden lidt hurtigere.

Vi gik op på værelset, tog en lur og bevægede os derefter ud i Hué.

Jeg må indrømme, at jeg blev en smule skuffet i første omgang. Luften var tung, bilerne kørte stadig over det hele. Vi fik en kop kold  kaffe og så det berømte Dang Ba-marked. Altsammen var ikke just imponerende. Jeg ville gerne tilbage til Hanoi – hotelpersonalet var også sødere der, og der var noget at kigge på.

Men så gik vi ind på en lille, vietnamesisk gaderestaurant og bestilte mad: Dét var lækkert! Autentisk på en anden måde end maden i de turistede gader i Hanois gamle bydel. Det var lækkert og vildt billigt. Vi endte med at give hvad der svarer til 10 kroner per person – inklusiv drikkevarer.

Dagen var bedre allerede! Måske vi var gået lidt sukkerkolde (det var ikke blevet til ret meget morgenmad), og det havde ændret vores perspektiv på byen. Vi gik tilbage mod hotellet og jeg fik fat i en cykeltaxa, så vi kunne spare lidt på mormors ben. Det var skægt!

Hvilket syn det må have været! Mig siddende bagest, klæbet til rygsækken og mormor mellem mine ben – grinende. Ind i mellem kunne man godt bruge en selfiestang! Det var en god, og sjov tur.

Det gav mig også blod på tanden i forhold til at smage lidt på Hués natteliv.

Da Bong-markedet

Jeg kan godt lide markederne hernede generelt. Det er spændende, men det er slet ikke så intenst som i Marrakech, hvor man vandre rundt mellem mennesker, æsler og diverse varer.

På Da Bong-markedet var der: God stemning og mange specielle frugter og fisk, som desværre meldfugte en voldsom stank. Det var en fin oplevelse, men på ingen måde blandt de største på rejsen.

Den forbudte by: En labyrint af gamle bygninger

Den forbudte by står for mig som en af de største enkeltstående oplevelser indtil nu. Det var en labyrint af interessante bygninger og vi har helt sikkert misset en masse, men det vi så var meget imponerende.

Mormor blev ved med at sige, at de burde restaurere bygningerne, mens jeg godt kunne lide det forældede udtryk. Det kom også til udtryk, da vi så en stor guldstatue som mormor meget gerne vil fotograferes sammen med. Jeg syntes det lyste akavet op og var grænsende til det kiksede. Men ja ja – hver til sin smag, men der var noget for alle bare nogenlunde kulturelt interesserede i den forbudte by.

Det er også det eneste sted, hvor vi har måtte betale mere end 10-15 kr. i indgang. Her betalte vi 50 kr. og så fik vi også flere timers interessant underholdning. God investering!

Huda

Huda er en dansk-vietnamesisk øl støttet af Danda-fonden og lavet i samarbejde med Tuborg.

Mormor og jeg har – naturligvis – ikke drukket andre øl i løbet af vores tre dage her. Det er en god øl, der minder utroligt meget om Tuborg.

Vi fik desværre ikke spist på Com Ung Chu – Efter aftale med den Kongelige Danske Ret. Stadig sejt.

Sejle på den duftende flod

På vej til at vi skulle over for at se kongebyen benyttede jeg muligheden for at spare mormors ben og at give os en oplevelse: Vi tog en båd på tværs af floden.

For at være ærlig, så var det ikke nogen fantastisk udsigt, men vi nød begge to at se, hvordan de to ombord levede på båden. Vi blev også sejlet midt ind i en mudderpøl, men det gik.

Pagoden

Lidt mærkeligt at skrive om noget som vi ikke så, men denne her ville jeg gerne have set. Desværre regnede det og vi havde lige set et uheld… Sådan er det – også selvom mormor ikke har snakket om andet en, at det var der Carsten Jensen stod og tænkte over et eller andet dybt.

Næste gang!

Bussen fra Hue til Hoi An

Her skulle man nærmest ligge ned. Det virkede fint for både mormor og jeg – vi havde hver et par centimeter at give af. Men de to danskere, som vi mødte havde andre problemer; specielt manden der var 1,92 kunne på ingen måde være der med benene.

Vi havde en god tur og fik drukket lidt vand og spist nogle snacks.

Hotel i Hué: Romance Hotel

Vores Hotel i Hué var ikke ubetinget anbefalesesværdigt: Det var fint, rent og værelset var relativt stort. Når det så er sagt, så var der ikke ret hyggeligt. Hotellet havde for mange værelser, og prøvede at være noget eksklusivt stads med to døråbnere og et skinnende gulv: Fjollet.

Både mormor og jeg var enige om, at vi bedre kunne lide hotellet i Hanoi. Tilgengæld havde de en meget lækkert morgenmadsbuffet med mange forskellige slags frugt, mulighed for at lave sin egen stir fry og omelet, samt en masse andre retter (der var fyldt med sukker).

Deres kaffe var elendig.

De havde også et fitnesscenter – lidt under vanlig standard: Der var en stang og nogle vægtskiver. Det kunne sagtens bruges, men så heller ikke ret meget mere end det. Under min forventning. Måske dette hotel også havde en negativ indvirkning på, hvordan vi opfattede byen – jeg ved det ikke.

DMZ tour i Hué: Den demilitariserede zone

Da Vietnam i 1954 blev delt ved den 17. breddegrad forbød man at have tropper i et område på 5 km til hver side for grænsen: Den demilitariserede zone. Naturligvis førte det ikke noget videre godt med sig, og det var i den demilitariserede zone, at der foregik de heftigste kampe under vietnamkrigen.

Denne zone skulle vi selvfølgelig besøge – og hvor var det spændende!

Det startede med, at vi gik ind fra gaden og spurgte en receptionist på et hostel. Vi betalte $20, aftalte at vi skulle hentes klokken 7:00 næste dag og begav os så videre.

Vi blev hentet klokken 7:14 – mormor havde allerede mistet håbet, men blev glade da vi så endelig kom afsted. Minibussen var tæt pakket med spændte turister fra et hav af forskellige lande. Blandt andet en fyr fra USA, som lige havde startet sin reje alene. Han havde meget interessant at fortælle!

Militærbase med vietnamesisk flag på toppen

Første stop på rundturen var en militærbase, der lå på toppen af dette høje ’bjerg’. Det var meget svært at få et ordentligt billede af basen med mit kamera, men jeg forsøgte og man kan også lige skimte et lille flag på toppen. Amerikaneren spurgte helt rigtigt: ”What flag is that?” – ”Vietnamee flag.”

Vores guide var rigtig sød og vidste tydeligvis en masse om om både seværdighederne og bagrunden for krigen. Hun havde dog – ligesom næsten alle andre vietnamesere svært ved at sige s-lyde, så jeg havde nogle gange lidt svært ved at forstå hende. Men jeg fik fat i det meste – og kunne give en god del videre til mormor.

På lokalt besøg

Næste stop var et ’kvarter’ hvor minoriteten Paco boede i små huse og havde deres rismarker. De havde under Vietnamkrigen også tilført flere soldater til Ho Chi Minhs styrker. Det var interessant at se, hvor primitivt de boede i bittesmå huse. At vi så derefter hørte at de i gennemsnit havde 10-15 børn blev det kun endnu mere imponerende.

Mens mormor ikke havde sat synderlig pris på det første stop, var det her spændende for os begge to. Vi kom tæt på et folkefærd mere forskellige fra os, end man kan forestille sig, forestiller jeg mig.

Ho Chi Minh-stierne

For at kunne bevæge sig rundt området lavede de nordvietnamesiske krigere et netværk af små stier de kunne bevæge sig rundt på: Ho Chi Minh-stierne. Dem så vi også som en del af turen. I dag var Ho Chi Minh #1 blevet til en motorvej.

Jeg er ret sikker på, at det var floden som afgrænsede den demilitariserede zone, men jeg er ærligt talt ikke helt sikker. Fin var den.

Khe Sanh-basen og museum

Khe Sanh-basen var den største militære base under Vietnam-krigen og var under massive angreb fra Ho Chi Minhs guerilla-krigere. Det var også lige i dette område, at der blev smidt mere end 100 tons bomber, napalm og agent orange.

Vi bed også mærke i at selvom amerikanerne ikke blev hædret, så var deres udstyr (både uniformer, geværer og våben) udstillet der. Interessant, at de alligevel har fået det så meget på afstand, at de ikke længere er så påvirkede af det, at de sagtens kan have en udstilling om deres fjender.

Tågen skabte en trykket og intens stemning mens vi gik rundt i området, der lå et godt stykke oppe i bjergene. Vi gik rundt i skyttegravene og kunne se deres enorme fly. Et militært museum, jeg kunne lide.

Kemikaliernes indvirkning

Man har hørt mange frygtelige historier om efterdønningerne af Agent Orange og napalm. Jeg vil gerne have hørt lidt mere om det og prøvede da også at spørge til sidst. Jeg fik et fordærdeligt svar.

Men ikke på mit spørgsmål. Hun snakkede lidt om nogle steder der var blevet bombet, og smilede stort. Jeg kunne ikke spørge igen, så jeg må ty til Google, hvis jeg vil have mere indsigt. Floraen lod imidlertid ikke til at være så påvirket, som jeg havde regnet med. Den blomstrede i fuld flor, men det er selvfølgelig også mange år siden, så det er nok kommet så småt i løbet af årene. Måske mine venner fra Midland i Michigan (DOW, der stod bag produktionen af blandt andet agent orange ikke behøver at have HELT så dårlig en smag i munden…)

Frokost i Dong Ha

Dong Ha bød på en middelmådig frokost i form af stegte ris med grøntsager og en kvart udsnittet pølse for mit vedkommende, mens mormor fik en pakke minutnudler med lidt oksekød. Det mættede og vi var videre efter fyrre minutter.

Vinh moc-tunnellerne

Vihn Moc-tunellerne var nok hovedattraktionen på denne tur: Vi skulle ned og gå i de dybe tuneller (helt ned til 23 meter under jordens overflade. Her var blevet født 17 børn (”eventeen kid”) fortalte guiden på turen derhen. Grotterne blev lavet for at beskytte civilbefolkningen mod bombninger derfor boede de fuldtid dernede – i flere år.

Dét var en oplevelse at komme derned. Ned gennem smalle grotter, hvor ikke engang jeg kunne stå oprejst. Mormor måtte hele vejen holde fast i min rygsæk og jeg fortalte om skridtene var høje eller lave. En holdpræstation!

Det var en oplevelse i sig selv, men da vi kom ud på den anden side var der en anden bonus: Det Sydkinesiske Hav

Virkelig flot!

Mormor havde ikke lyst til at gå mere i tunnel, så vi ville gå udenom. Vores tunnel-guide sagde dog at denne tunnel var meget kortere og vi fik med alles fælles hjælp nu mormor igennem som den første. På toppen kunne man ikke sige andet end at mormor var en helt.

Den japanske dame (fra billedet i toppen) ville også have sin mand til at tage et billede af hende sammen med os. Det var først, da jeg gav mit kamera til en af de andre, at manden selv fik lov til at være med.

Den vanvittige chauffør

Vi trådte hverken på en mine, eller hørte høje skud, men var alligevel mere i fare end vi har været hidtil. Chaufføren var fulkommen vanvittig. På vej derhen kørte han stærkt, og jeg var lidt nervøs. Så var han ved at køre mens mormor var på vej ind i bilen. Derudover kørte han 80 km/t rundt i bjergsving. Langt ude.

På vejen hjem blev det kun værre og vi slingrede konstant og hornet havde være mindre irriterende, havde det lydt konstant. Der opstod også en nervøs stemning generelt i minibussen, men han kunne ikke et ord engelsk.

HELDIGVIS fik tossen en bøde, da vi var en halv time hjemmefra. Han stod længe og pustede røg, mens politiet klarede formaliteterne. Jeg var desværre løbet tør for strøm, så jeg fik ikke noget billede af seancen.

Om dufte, lyde og smage

Vietnam er et anderledes land end Danmark. End Sverige. Mongoliet. Det mest sammenlignelige jeg kan komme på er Marrakech. Her er gang i gadebilledet med små scootere, der skaber en behagelig larm, der hele tiden ligger lige under overfladen. Den er ikke så intens, men den er der og det føles anderledes.

Det sætter også sit præg på duften, hvor der hele tiden – også i Hué er lidt to-takts-dunst i luften. Det bliver kun forstærket af den høje luftfugtighed. Man vænner sig hurtigt til det, og der er en vis charme over det. Men så igen – jeg kan godt lide den friske duft hjemme i Danmark.

Smagene er også anderledes. Der findes to slags mad: Turist-mad og traditionel vietnamesisk. Mens jeg i starten var træt af vietnamesisk mad og nok også lidt skuffet, så er den kommet stærkt igen her i Hué. Vi har fået lækker lokal mad, pizza og pasta: Alt sammen både lækkert og meget billigt.

Andre danskere

Mens jeg sad nede i lobbyen og skrev lidt, kom der to forbi som jeg synes lød danske. Jeg sagde hej – og fandt ud af at de også rejser med CC-travel. De er flinke og skal ligesom os til Hoi An i fire dage (dog skal de bo på et andet hotel), hvorefter de flyver til Ho Chi Minh City ligesom os.

Nyt kamera i Vietnam?

Jeg ønsker mig et nyt kamera så jeg også kan tage flotte billeder af landskaber selvom lyset ikke er helt perfekt. Jeg snakkede med Erik (den ene dansker vi mødte) om det, og han sagde at han havde set nogle gode fotobutikker.

Nu skal jeg bare være opmærksom på at jeg ikke kommer til at købe en kopivare – eller også venter jeg til jeg kommer hjem. (Det ville min far have gjort!)

Opsamling: Hué, middelmådig i et flot område

I løbet af vores tre dage i byen, har jeg haft et generelt indtryk af byen som et sted, jeg ikke 100% vil tilbage til. Jo, der var en flot kongeby, som var et besøg værd og byen ligger også i et meget interessant område.

Jeg vil ikke anbefale mere end en enkelt dag i Hué og en enkelt dag til at tage på tur ude i den demilitariserede zone. Så hellere bruge en ekstra dag på at se Hanoi. Det var i hvert fald det som vi havde meget godt ud af.