Med sin spektakulære benkirke er Kutna Hora blevet en populær by for dagsrejser. Vi synes, at byen fortjener mere end et par timers opmærksomhed.
På vores sommerferie i Tjekkiet oplevede vi først Prag, dernæst tog vi nordpå til Krkonose bjergene og vores sidste stop inden turen gik hjemad var byen Kutna Hora.
Kun 70 kilometer øst for Prag er Kutna Hora, der på mange måder minder om hovedstadens lillebror. Der er en håndfuld seværdigheder, men betydeligt færre turister, så man kan nemt slappe af i byen og gå rundt i sit eget tempo. Det er også værd at nævne, at byen er en del af Unescos verdensarvsliste.
Kutna Horas storslåede udtryk skyldes de mange sølvminer i området, som gav byen en kulturel opblomstring i middelalderen. Rigdommene fra minerne har finansieret de mange flotte bygninger, som i tidens løb er opført.
I slutningen af 1300-tallet kom en tredjedel af Europas sølvproduktion fra området, og fremstilling af mønter for hele Centraleuropa foregik i Kutna Hora. Kilde: Kristelig dagblad.
I dag er byen ikke på samme måde i udvikling, men til gengæld er der en hyggelig atmosfære og mange fine steder, som ikke er overrendt af mennesker.
Seværdigheder – Det skal du opleve
Alle byens attraktioner ligger i gåafstand, så det eneste man har brug for er et kort – de fleste overnatningssteder tilbyder gratis seværdighedskort, som giver et godt overblik.
Vi har lavet et kort med vores yndlings seværdigheder og spisesteder her:
Kortet er et overblik over de seværdigheder og spisesteder, som vi var mest begejstrede for. Klik dig rundt og se dig omkring.
Sankt Barbara katedralen
Denne gotiske kirke er byens hovedattraktion på niveau med benkirken.
Med sin centrale placering er Sankt Babara katedralen svær at komme udenom. Faktisk kan de karakteristiske spir ses fra det meste af bycentrum.
Arkitekten Peter Parler stod bag planlægningen af katedralen i 1388. Han var også med i arbejdet omkring opførelsen af Sankt Vitus katedralen i Prag, og der går rygter om, at aflagte tegninger fra projektet blev brugt til Sankt Babera katedralen.
Man kan med et symbolsk bidrag komme op til balkonen og kigge ud over torvet foran kirken. Området omkring Katedralen er fint udsmykket med blomsterdekorationer.
Grøn oase med udsigt
I den gamle bydel fandt vi dette skønne sted, hvor vi sad og læste med udsigt til Sankt Babara katedralen. Her var få mennesker på trods af det gode vejr, så vi følte næsten, at vi havde området for os selv.
De store trappetrin giver området et hyggeligt udtryk, og på de øverste trin er der et perfekt udsyn.
Benkirken i Sedlec
Turisternes favorit er uden tvivl kapellet af knogler.
Lad dig ikke forvirre af seværdighedens mange navne. På dansk kaldes den alt fra benkirken i Sedlec, knoglekappelet Kostnice, Sedlec benhus osv. På engelsk hedder den ofte Sedlec Ossuary eller Bonechurch.
Historien bag kirken starter omkring år 1400, hvor den blev bygget. På den tilhørende kirkegård blev mange lig begravet på grund af pest og krige. Legenden siger, at en halvblind munk fik opgaven om at stable alle knogler og kranier.
Kirkens nuværende dekorationer af knogler kommer fra træskæreren Frantisek Rint, der i 1870 brugte skeletter fra omkring 40.000 mennesker til udsmykningen.
Når man træder ind skal man lige vænne sig til synet, fordi det umiddelbart virker så voldsomt. Derefter forekom det mere fascinerende for os.
Desværre holder benkirken ikke for altid, fordi knogler er meget porøse. Derfor er det ikke til at sige, hvor lang tid attraktionen har tilbage, men vores guide i Prag fortalte, at vi muligvis var den sidste generation, der fik mulighed for at opleve det.
Fra Prag er der mange endagsture med bus og guide til Benkirken i Kutna Hora, men vi vil anbefale at tage til byen på egen hånd med minimum to overnatninger.
Hovedpladsen
Centralt i byen er en større plads, som er et godt udgangspunkt for at gå på opdagelse i den historiske bydel.
Pladsen er et besøg værd, fordi det giver et godt indblik i byens rolige stemning. Derudover er der turistinformation og hæveautomater her.
Cathedral of the Assumption of Our Lady at Sedlec
Denne kirke er ikke nær så kendt som de to andre, men den er alligevel et besøg værd, hvis man er i byen i mere end et par timer.
Udefra er kirken ikke prangende og heller ikke indvendigt imponerer den mere end så mange andre kirker. Men fordi kirken ikke var så besøgt havde vi mulighed for at gå på opdagelse for os selv. Vi gik for eksempel op på øverste etage, hvor der var et interessant loft med et lille rundt vindue. En meget speciel oplevelse at gå rundt på det knirkende trægulv alene.
Hyggelige gader
Den gamle bydel er ikke på Unescos verdensarvsliste for ingenting.
De små gader er meget idylliske, og selvom det ikke er en attraktion i sig selv, så vil vi opfordre til at gå på opdagelse og finde hyggelige stræder på egen hånd.
Her skal du spise og drikke
Der er ikke et utal af restauranter i byen, men det er nemt at finde noget til enhver smag alligevel.
Restaurent Dacicky
Vi spiste traditionel tjekkisk mad her om aftenen. Man sidder nærmet i en kælder, hvor der er mørkt og restauranten er domineret af mørkt træinteriør.
Vi prøvede grøntsagsdumblings med dildsauce og æg. Ikke en smuk eller farverig ret, men det smagte godt til gengæld. Menukortet byder også på mere turistvenlig mad, hvis det skulle være.
Restauranten udmærkede sig desuden med meget store portioner.
Café 21
Vi havde lyst til iskaffe og fandt denne fine café i den gamle bydel.
I modsætning til den anden restaurant, så er denne café mere moderne med sine mønstrede fliser og spraglede indretning.
Hvis man har brug for en kaffepause, så er stedet perfekt. Her er gratis wi-fi, glimrende kaffe og god betjening.
Fra Prag til Kutna Hora
I Tjekkiet er det offentlige transportsystem velfungerende og nemt at bruge.
Vi var meget glade for at bruge app’en Idos, der også findes som hjemmeside. Det er Tjekkiets svar på rejseplanen, hvor man nemt kan finde tog- og busafgange.
Med tog tager det omkring 50 minutter til hovedbanegården i Prag.
Derfor skal du besøge Kutna Hora
Byen er nem at tilgå fra Prag, og på under en time ankommer man til den hyggelige kulturskat, som endnu ikke er overrendt af turister.
Vi havde to dejlige dage i byen, hvor vi fik set hovedattraktionerne og slappet af i de fine omgivelser.
Snyd ikke dig selv for Kutna Hora, hvis du planlægger en rejse til Prag.
Åh, de billeder forføre godt nok – jeg får helt rejsefeber (:
– A
Bestemt værd at besøge Kutna Hora, lyder og ser bestemt ud til at være en super spændende by med masser af atraktioner. Den der ben kirke ville jeg da gerne opleve😉
Ofte kan man faktisk få anderledes oplevelser hvis man bare bevæger sig lidt udenfor den storby som man er rejst til.
Tak for god inspiration 😊
/Annette
Kutna Hora lyder som et skønt og fredfyldt sted. Egentlig havde jeg kun forbundet byen med benkirken, men jeg kan godt se, at den har meget mere at byde på.
Det er nogle flotte billeder I har taget.
Tak for inspirationen 🙂
Vi har lige set benkirken og Cathedral of the Assumption of Our Lady at Sedlec. Men det var på en bustur med mit arbejde, og planen var lagt på forhånd, så det var kun de to ting der skulle ses i Kutna Hora – desværre kan jeg nu se. Øv øv håber at kunne komme der til og udforske yderligere en anden gang 🙂