I morges var jeg forvirret og næsten fortvivlet. Jeg begyndte at indse, at det ikke ville være super nemt at komme til Zakopane – på trods af, at de to byer ligger meget tæt.
Jeg bookede en nat mere på og vandrede så ind til centrum. Her skulle jeg have information og mad! (selvom gårsdagens linser stadig fyldte godt…)
Jeg startede med en kop kaffe på stationscafeen, lækkert og god WiFi i hele stationsområdet.
Efter min kaffe var drukket og jeg havde slappet lidt af i solen begyndte jeg på dagens første mission: Jeg skulle finde ud af, om jeg kunne komme til Zakopane.
“hello, you speak English?”
“No.”
…
“I need to go to Zakopane”
“No, not possible”
Således modtog de første tre jeg spurgte mig. Hvert svar blev sagt som om, det var den mest åbenlyse kendsgerning. Jeg bevarede heldigvis tålmodigheden og spurgte en fjerde. Her fik jeg også at vide, at jeg ikke kunne komme til Zakopane. Jeg prøvede at spørge, om det var muligt at komme til Polen som sådan.
OG JA! Jeg kunne komme til Krakow lufthavn tre gange dagligt. Desværre kommer jeg ikke til Zakopane i denne omgang. Jeg havde ellers glædet mig!
Sikken skam, men jeg booker en nat mere her i Liptovský Mikuláš, og så må Krakow være næste stop.
Og WOW. Den samme dame, der fortalte mig om bussen til Krakow, fortalte mig også om bussen til Demanovska, hvor jeg troede at jeg skulle se Liberty-grotten.
På snevandring
Vi talte forbi hinanden, og først var jeg lidt skuffet – jeg havde glædet mig til at opleve den mest besøgte grotte i Slovakiet. Jeg var endt midt i et skiresort iført min sommerjakke, shorts til lige over knæene og med bare tæer i mine sko.
Men jeg valgte at gå lidt omkring – om ikke andet kunne jeg få taget billeder af den flotte udsigt.
Det udviklede sig til en fem timers vandretur, hvor jeg i flere omgange var i sne til knæene. Fuldkommen absurd og langt fra alt andet på denne tur. Jeg nød det i fulde drag; den terapeutiske stilhed, der kun blev afbrudt af piblen fra de mange vandløb.
En enkelt parallel kunne måske trækkes til min vandring på ”the rock” i Gibraltar. Her gik jeg i hvert fald også gået på nogle stejle skråninger. I Demanovskav var jeg bare alene, iført shorts og så var der enorme mængder sne. Nej – det var ikke ligesom Gibraltar.
Jeg måtte forcere vandløb, væltede træer og mere eller mindre urørt sne, hvor jeg mange gange hev min højre fod op af sne til knæene – blot for at se det venstre synke ned.
Efter nogle timers vandring var jeg her. Det nærmeste jeg kom en top.
En forladt skilift med dertilhørende restaurant. Med WiFi uden kode. Desværre ingen åben cafe. Efter et kort pitstop her (iform af billeder og opkald) var det nedad! Jeg skulle nå min bus klokken 18.
Jeg var cirka halvvejs. Havde brugt knapt halvdelen af min tid, hvilket stressede mig lidt. Det hjalp ikke, at det spor jeg havde fulgt det meste af vejen gik i opløsning.
Jeg var nødt til at freestyle. Jeg overvejede om mørket var på vej. Jeg tog den stejleste vej ned og håbede på det bedste.
Jeg fik gejlet mig selv nervøs nok til at tænke ud ad boksen.
Så jeg kælkede. På min plasticpose. Med min vandflaske som styrepind. Et par hundrede meter ned. Stressen til trods havde jeg overskud til at hive telefonen op og tage et hurtigt billede som bevisførelse.
Jeg kom ned i tide, fandt en kaffemaskine, der var som sendt fra oven. Drak to cappucinoer (det var det eneste jeg kunne forstå – jeg skulle ikke risikere kanel og hvad folk ellers putter i kaffen) og kunne uden problemer tage bussen ind til byen.
Herinde handlede jeg i Kaufman. Tog min tid – og gik så tilbage til mit hjem. Her var jeg klokken 19:50 – sikken lang dag.
Lidt flere billeder deroppefra
Tanker til Khatgal
På mange måder minder det at være i denne by om min tid i den lille landsby i Mongoliet, der også lå i utroligt naturskønne omgivelser. Alligevel kan jeg godt mærke, at jeg stadig er i Europa. Folk kører i dyre biler og der er langt mere end en enkelt asfalteret vej.
Det var der ikke i Mongoliet.
Bekendtskab fra Bulgarien
Jeg har ikke haft som meget kontakt til andre, mens jeg har været her. Det har været rart – efter stort set ikke at have haft et stille øjeblik de første fem dage.
Her til morgen faldt jeg i snak med en bulgarer, der bor samme sted som mig. Hvorfor er han her? Vindtunnel. Han er skydiver – og vindtunellen her ved Liptovsky Mikulas skulle være god og billig.
Han lærte mig også, at bulgarsk og slovakisk minder om hinanden. Man lærer noget hver dag.
Det nye format
I dag er jeg en lille time forsinket – og i morgen sidder jeg i en bus mod Krakow klokken 10. Derfor vil der nu bare komme et indlæg før eftermiddagen – hver dag.
Respons modtages med kyshånd!
/Kalle
Følg os