“Kun tre en halv time!” udbrød vi i kor, da flybilletterne var bestilt.
Det tager ikke længere tid at komme til Marrakech i Marokko, men alligevel er det som at være i en anden verden – både i forhold til kultur og klima.
Kalle og jeg besøgte Marrakech for godt 1 år siden i vinterferien, men Marrakech er i ligeså høj grad oplagt som rejsemål her i foråret inden der bliver alt for varmt og fyldt med turister i højsæsonen.
Rejse til Marrakech
Det var vinter – midt i januar. Kalle og jeg diskuterede, hvor vi skulle tilbringe vores vinterferie henne. Det skulle være rimeligt billigt, være kulturelt interessant og så skulle der allerhelst også være lidt sol og varme som en afveksling fra den danske vinter. Vi overvejede flere steder i Europa, men kunne ikke finde et sted, der opfyldte alle kriterierne. Lige indtil jeg kom i tanke om en ferie som en af mine veninde havde været på for nyligt – “Hvad med Marrokko?”
Ingen af os havde nogensinde været i Afrika før, så vi gik langsomt frem: Var det sikkert? Tjek. Var det billigt? Tjek. Var der varmt? Tjek. Vi gør det! Vi bestilte straks vores flybilletter fra Norwegian og begyndte at undersøge mulighederne for overnatning.
Billige flybilletter til Marrakech
Vi valgte først og fremmest at tage til Marrakech på grund af den kulturelle forskellighed og der varme klima, men vi valgte det også på grund af relativt billige flybilletter. Vi fløj til en pris på ca. 1200 kr. pr. person tur/retur med Norwegian. Heri var også inkluderet kuffert, da vi skulle være afsted i en hel uge – og der skulle selvfølgelig også være plads til en masse marokkanske souvenirs. Til dette siger forfatter og DJ, Maria Gerhardt; “Der er så meget, man kan købe i Marokko, og en hovedregel er altid at bestille 20 kg ekstra bagage med hjem” som også er overskriften på artiklen, hvor Maria uddyber sin kærlighed til Marrokko og Marrakech. Læs artiklen her.
Sidste år da vi tog til Marrakech, var Norwegian det eneste flyselskab, der fløj dertil direkte. I dag flyver både Ryanair og Norwegian, hvilket skaber konkurrence, der forhåbentlig kommer os som forbrugere til gode på længere sigt. Generelt har Ryanair de billigste billetter, så hvis din pengepung vægter tungere end eventuelle moralske skrupler, kan du med fordel vælge dem.
Marokko – vi er på vej!
Afrejsen gik godt. Der var ingen problemer udover Norwegians elendige wifi.
Sikke et syn, der mødte os, da vi nåede frem: Solen skinnede, blå himmel, palmer og appelsiner på træerne. Fuldkommen vanvittig trafik og vilde mennesker. Endnu vildere blev det dog da vi nåede ind i den gamle bydel. Vi havde aftalt med vores hotel at blive samlet op i lufthavnen, da vi gerne ville være sikre på at nå frem til hotellet uden selv at skulle til at praje en taxi.
I retrospekt var det en virkelig god idé – vores hotel lå godt skjult i Medinaens snoede gader, og en almindelig taxichauffør ville næppe have kunne finde det og så skulle vi selv have gået rundt i timevis for at finde det.
Hotel i Marrakech
Marrakech er en storby opdelt i en ny og gammel bydel. Inden afrejse, da vi søgte efter hoteller var det også tydeligt at der var stor forskel på hotellerne i den nye og den gamle bydel. I den nye bydel kunne man bo på kæmpe luksuriøse hoteller med pool og hotelrestaurant. Hvorimod i den gamle bydel, også kaldet Medinaen, fandt vi traditionelle marokkanske hoteller – disse kaldes Riad. Vi kunne ikke stå for charmen ved at bo på et Riad i hjertet af Medinaen og det er tilmed også meget billigt at bo på et Riad. Vi boede på Riad Hadika Maria i 7 dage for omkring 1000 kr. og dette var inklusiv lækker morgenmad på tagterrassen og daglig rengøring af vores værelse.
På dette Riad var der en utrolig sød, ung og engelsktalende pige ved navn Nadia, som vi også havde skrevet med inden afrejse. Hun tog i mod os på bedste vis; myntete på tagterassen med udsigt udover Medinaen. Her introducerede hun os til byen og vi kunne frit stille spørgsmål.
Vi spurgte hende om man kunne booke et værelse udenom sider såsom booking.com, hvor vi havde fundet deres Riad. Hertil svarede hun at det kunne man sagtens, så skulle man bare sende en mail til dem også kunne man tage den derfra. Vi blev nemlig enige om at vi langt hellere vil støtte ejerene og det søde personale af Riad’et end hotelsider som booking.com.
Ved at vælge et Riad i medinaen er der også en risiko for at fare vild på vej hjem – eksempelvis om aftenen når det er mørkt kan det være svært at finde vej, hvilket vi oplevede de første 3 dage. Det hører til Medinaens charme og man finder en masse pejlemærker i Medinaen i løbet af ens rejse.
Medinaen i Marrakech
Medinaen er det helt store kulturelle trækplaster, hvilket også betød at vi stort set tilbragte alle 7 dage indenfor Medinaens murer. Her træder man ind i en kulisse fra 1001 nats eventyr – vanvittige gadeboder samt sælgere, musik, farver og mennesker i massevis – intet mindre. Medinaens smalle og snørklede gader er en oplevelse i sig selv at gå rundt i – ens blik opfanger tusindvis af ting på en gang, ligesom at man kan mærke de mange blikke der følger en. Det kan føles kaotisk at gå rundt inde i Medinaen på de smalle gader når man bliver mødt med knallerter, æsler, turister og ivrige sælgere, men det vænner man sig meget hurtigt til og det er en del af oplevelsen.
I Medinaen finder man blandt andet den berømte Souk og den store plads som ses på ovenstående billede, Jemaa el-Fnaa, som tiltrækker allerflest turister – af gode grunde vel og mærke.
Seværdigheder i Marrakech
Marrakech er en by med mange forskellige seværdigheder – både i selve Medinaen og i den nye bydel. Her får du en liste over vores mest anbefalingsværdige seværdigheder.
Seværdigheder i Medinaen:
- Jemaa el-Fnaa, Souken, Ali Ben Youssef Medersa og Musée de Marrakech
Seværdigheder i den nye bydel:
- Jardin Ménara, kamel ridetur og Jardin Majorelle
Udflugt til Cascad Ouzud
Udover disse seværdigheder i Marrakech, var vi også på en heldagsudflugt til Cascad Ouzud vandfaldet. Dette var en kæmpe oplevelse, hvor vi vandrede langs vandfaldet med en guide og hilste på berberaber i det fri.
Det er en af de største naturoplevelser jeg nogensinde har haft. Vandfaldet var utroligt betagende og det blændende solskinsvejr satte prikken over i’et ved at danne en eventyrlig regnbue foran det smukke vandfald. Hvis I har mange dage i Marrakech, vil vi helt klart anbefale jer at sætte en dag af til at opleve Marrokkos smukke natur. Jeg ved at deres ørken udflugter også er meget populære.
Vi fik arrangeret vores tur igennem vores Riad som tog sig af alt det praktiske – vi skulle blot møde op på det tidspunkt der var aftalt. Det er formodentlig procedure for mange Riads og ellers er der tilstrækkelig information på nettet om heldagsture.
Mad i Marrakech
Maden i Marrakech var virkelig lækker og bød på både traditionelt marokkansk mad og lidt mere turist orienteret mad som pizza eksempelvis. Vi spiste mange cous-cous retter og shish kebab som det ses på billedet nedenfor – det var favoritterne.
To andre favoritter ses på dette billede. Vi drak altid myntete og/eller spiste dessert efter vores aftensmad. Denne dessert er en marokkansk budding, der kaldes Muhallabia – den kan klart anbefales!
Valuta og priser
Valutaen i Marokko er Dirham. Du kan tjekke den aktuelle kurs her. I begyndelsen af 2016 er den 0,8.
Dirham’en er en lukket valuta, og du kan derfor ikke hæve eller veksle til dem i Danmark. Sørg for at gøre det i lufthavnen, hvor der både er en almindelig vekslebiks og en masse hæveautomater. Generelt var det ikke et problem for os at få fat i kontanter. Der lå flere hæveautomater i gaderne rundt om Jemaa el Fnaa. Det er dog vigtigt at have kontanter, da det kun er større restauranter der tager kort – gadesælgere og mindre caféer modtager udelukkende kontanter.
Gode råd – Do’s og dont’s i Marrakech
Do’s
- Et af de vigtigste rejsetips, når du er i Marokko er: Prut om prisen. Hvis du køber noget i gadebilledet og betaler mere end en tredjedel af den først sagte pris, så er du blevet snydt. Det kan også hjælpe at gå væk fra sælgeren, så giver de sig som regel i sidste ende.
- Hvis du tager en taxa, så aftal en fast pris inden I kører afsted – der er mange “falske” taxaer, som snyder turister til at betale overpris, men ved at aftale en pris på forhånd, sikre man sig en sikker handel uden at nogen bliver snydt.
- Drik myntete på daglig basis på restauranter og caféer (vi prøvede at købe myntete med hjem fordi vi var vilde med det, men det er desværre langt fra det samme)
- Spis på Jemaa el-Fnaa pladsen i en af madboderne – her får du autentisk marokkansk mad med en kaotisk, og på samme tid, hyggelig stemning, som turist-restauranterne i samme område ikke kan hamle op med.
- Hils på børn i gadebilledet – børnene kan godt lide turister og råber “Bonjur!” og andre franske gloser, de bliver glade når man gengælder gestussen.
Dont’s
- Lad ikke tilfældige mennesker på gaden vise dig vej. De vil udnytte, at det som turist er fuldkommen umuligt at bevare overblikket, og de vil tage dig med på en tur rundt i alle de snoede gader. De stopper først når du siger stop, og vil så have betaling (vi mødte dog også en utrolig sød mand, der ville vise os vej uden nogen belønning)
- Vi opdagede også flere gange, at folk råbte “Koran school, it is closed” eller “The mosque is closed” for at få os til at følge med dem. Lad dig ikke skræmme – der er ikke noget der er lukket og du kan sagtens færdes der. Brug dit kort, så godt som det er muligt og undgå stress, så skal du nok finde vej.
- Spise mad på “skumle” steder eller boder og drik kildevand – hygiejne standarden kan svinge meget (der er stor risiko for at få maveinfektion, hvilket jeg også måtte døje med efter vi kom hjem)
- Pas på henna-kvinderne ved Jemaa el-Fnaa. De kan være ret aggressive og jeg oplevede at der var en som tegnede på min hånd uden min tilladelse, hvorefter hun bad om betaling. Vi fik dog hjælp af nogle mænd fra en juicebod, der vaskede min hånd og fik sendt henna-kvinden væk.
Litteratur om Marrakech
I vores forberedelser til turen brugte vi primært bogen Turen går til Marokko. I denne er der et helt afsnit om Marrakech, der gav et godt overblik og forståelse for byen.
Derudover brugte vi guides fra nettet, såsom disse to fra henholdsvis Berlingske og Politiken. De giver et indblik i byens muligheder og hvad man absolut ikke må gå glip af.
Spørgsmål om Marrakech
I skal være velkommen til at stille spørgsmål i forhold til at være turist i Marrakech – så vil vi prøve at besvare dem så godt vi kan udfra vores oplevelser i byen.
Trackbacks/Pingbacks