Ingen turister, rod, røg, kød, venlighed, forfængelighed og show-off-kultur

Disse ord sidder jeg tilbage og tygger på efter min tid i den serbiske by, Niš (udtales Neesh).

Ordene kan ikke stå alene. Jeg vil løbende komme omkring og uddybe dem i mine beskrivelser af byen.

Fra Novi Sad til Niš

For at komme fra Novi Sad til Niš skulle jeg først med en bus til Beograd. Det tog en halvanden time. Derefter skulle jeg med bus til Niš, som varede tre en halv time. Begge busser afgår flere gange i timen, så man behøver ikke købe billet i god tid.

Min busbillet fra Beograd til Niš kostede omtrent 50 kr. – det er billigt at komme fra a til b i Serbien.

Rundt i byens gader

Kødboder

Ved første øjekast fremstod byen meget rodet og beskidt. Jeg blev mødt af massevis af små boder, der solgte kødretter to-go, hvor der stod en kæmpe røg og køddunst ud mod gaden. Disse boder er voldsomt populære blandt lokalbefolkningen – ligesom bagerierne, der altid har kunder i butikken.

Her ses en af disse førnævnte boders menukort. De fleste havde ikke menukort, men denne lå på hovedgaden, så der var mere styr på den slags formalia. Maden var det samme. Kød med kød. Kød med snask.

Imødekommende lokale

Mit møde med byen var anderledes da jeg gik på jagt efter et supermarked samt en grønthandler. Jeg trådte ind i et supermarked og flere serbiske kvinder forsøgte at hjælpe mig med at finde hvad jeg søgte til trods for at de ikke kunne et ord engelsk. Denne umiddelbare venlighed mødte jeg også hos grønthandleren der gav mig et par øre i rabat, da jeg ikke havde nogle mønter på det tidspunkt.

Dette var anderledes fra Beograd og Novi Sad. I Beograd havde folk for meget fart på og i Novi Sad var folk mere tilbageholdende overfor mig som rejsende – dog med enkelte undtagelser.

Show-off kultur

På min sidste dag i byen fik jeg noget af en overraskelse, da jeg kom gående ned af hovedgaden. Der var en kæmpe menneskemængde, vagter og folk der tog billeder. Der var åbning af en H&M butik, hvilket skabte stor opmærksomhed. I byen så man unge som ældre kvinder med de genkendelige hvide poser med rød skrift. Jeg så dette som en bekræftelse på den show-off kultur som hersker i hele Serbien (og i andre dele af Balkan). De unge piger og kvinder havde taget deres fineste sko og tasker på til dette event, for at vise sig frem og skille sig ud i menneskemængden.

Seværdigheder i Niš

Der er en lille håndfuld seværdigheder i Niš. Jeg dannede mig et overblik over dem med appen Niš talking, der har rangeret seværdigheder, spisesteder mm.

Fælles for seværdighederne er, at de ikke er særlig besøgte – med undtagelse af hovedpladsen og fortet. Det var mærkeligt at gå rundt og se byens seværdigheder alene. Der var ingen turister.

Jeg snakkede med en pige fra mit hostel, der havde haft præcis samme oplevelse, da hun besøgte nogle af byens seværdigheder. Vi blev enige om, at det giver en mærkelig fornemmelse samtidig med at det er rart, at det i hvert fald ikke er overrendt.

I min gennemgang af seværdigheder, har jeg valgt at rangerer efter hvor besøgte seværdighederne var – fra mest besøgt til mindst.

Main square – Trg Kralja Milana

Her flokkes mange af byens indbyggere, da det er bindeleddet mellem hovedgaden og fortet. Folk krydser pladsen, sidder på bænkene eller spiser på en af de nærliggende fast-food restauranter.

Midt på pladsen står monumentet for befrierene af Niš, som jeg desværre ikke kunne få et godt billede af. Monumentet er også en seværdighed i sig selv.

På denne plads var der derudover fine blomsterdekorationer og en meget benyttet vandpost:

Fortet

Beograd og Novi Sad har deres eget fort – og det har Niš selvfølgelig også.

Her ses fortet på min første og sidste dag. Gråvejr kontra solskin.

BEMÆRK: Jeg har formået at fange en mand på cykel på begge billeder. Det ser desværre ikke ud til at være den samme mand, men det er et finurligt tilfælde.

Ligesom i de to andre byer er fortet et samlingssted og en af de primære seværdigheder. I Niš er fortet meget besøgt af byens indbyggere.

Om dagen fungerer fortet som en bypark for børn og forældre, løbere osv.

I aften- og nattetimerne åbner barene – det er her de unge kommer og går i byen.

For mig fremstod fortet mere slidt end de to andre jeg har set i Serbien – primært på baggrund af den dominerende grafitti.

Det var et hyggeligt område – og bestemt et besøg værd når man er i byen, da det er indbyggerenes favorit.

Skull Tower

Denne seværdighed havde jeg set meget frem til – navnet gav mig høje forventninger.

Disse forventninger blev ikke indfriet da jeg så seværdigheden udefra. Det lignede mest af alt en kirke. Jeg ville se et tårn.

Da jeg kom ind i denne kirke-lignende bygning, blev min nysgerrighed skærpet og mine forventninger blev indfriet – der var tårnet af kranier.

Det var spændende at gå rundt og kigge på, da det ikke minder om noget jeg har set tidligere.

Historien bag dette tårn var interessant at læse om. Tårnet blev til i forbindelse med kampene ved Čegar i 1809, hvor serbiske revolutionære blev angrebet af tyrkerne. Tyrkerne lavede dette tårn efterfølgende af kranier fra de serbiske revolutionære. Det Ottomaniske rige var kendt for at lave disse tårne af kranier fra deres fjender, for at skræmme og advare andre modstandere.

Tårnet er 3 meter højt og indeholdte oprindeligt 952 kranier.

Red Cross Concentration Camp

Dette var en af nazisternes koncentrationslejre under 2. verdenskrig, der senere udviklede sig til en udryddelseslejr.

På stedet kunne man se de oprindelige barakker samt udendørsarealer, hvor der var et lille monument. Indenfor i en af barakkerne var der et meget lille museum, hvor der var begrænset information om lejren.

Det gjorde indtryk at besøge den tidligere koncentrationslejr, men museet levede på ingen måder op til mine forventninger. Det var meget lidt jeg fik ud af det, da det ikke var alt, der var gengivet på engelsk.

Bubanj Memorial Park

Det var noget af en udfordring at komme til denne park. Først fik jeg taget bussen i den forkerte retning – min egen fejl. Derefter fik jeg taget den rigtige bus, men den kørte ikke helt op til parken (der er placeret på en bakke). Så jeg måtte gå i den bagende sol op til parken.

Jeg var i tvivl om jeg var ankommet til det rigtige sted. Der var ingen mennesker. Ikke en skygge af et menneske.

På trods af dette gik jeg derind med et åbent sind. Jeg ville se parken og monumentet.

Efter at have gået et par minutter nåede jeg ind til hjertet af parken, hvor monumentet stod på den øde græsplæne.

Der var stille og solen skinnede ihærdigt. Jeg satte mig i skyggen på en bænk og beundrede monumentet. Det gav en underlig følelse at sidde ved et så stort og forladt sted alene.

Efter et lille stykke tid gik jeg ud af parken igen. Det var for ubehageligt at være der alene.

Som det fremgår af beskrivelsen, så var dette den mindst besøgte seværdighed i Niš. 0 turister – udover mig.

Hvorfor Niš?

Indlægget er ikke den bedste salgstale for Niš, hvorfor jeg lige vil skrive lidt om, hvorfor byen er et besøg værd på trods af nogle af de negative faktorer.

Niš er en lille by i Serbien, hvor du bliver mødt af smil i gadebilledet fra byens indbyggere. Her er god stemning og folk er parate til at hjælpe – desværre er det ikke alle der snakker engelsk, men selv dem der ikke gør, prøver ihærdigt at hjælpe på serbisk.

Du kan gå ud og spise billig, traditionel, serbisk mad for “ingen” penge på den hyggelige restaurant/kafana gade, Kazandzijsko Sokace.

Dette er fordelen ved at der ikke er så mange turister – man skal ikke betale overpris for traditionelt mad, for det er her de lokale selv går ud og spiser.

Du kan nemt og billigt komme til Niš fra Beograd med bus – byen er et rart afbræk fra Beograds storby-tempo.