Februar byder på flere rejser – store som små.
Fra Milano til Budapest
For Kalles vedkommende starter februar ud med en tur fra Milano til Budapest. Han rejser til Milano den 10. februar. Herfra går rejsen videre til Venedig, Ljublijana og endelig Budapest, hvor jeg mødes med Kalle den 20. februar, da jeg har vinterferie i denne uge.
På nuværende tidspunkt regner Kalle med at rejse fra by til by med bus, da dette er en billig transportmulighed, hvor man samtidig får et indblik i landet mens man kører igennem det. Det er endnu uvist hvor mange dage han kommer til at tilbringe i de forskellige byer, men det vil blive opdateret mens han er på farten. Personligt er jeg meget misundelig over hans stop i Venedig, som for mig står som den mest smukke og (med fare for at lyde kliché) mest romantiske by i Europa. Mon ikke jeg støder på Venedig i en anden sammenhæng? Det håber jeg.
Budapest
Vi har ikke gjort os mange tanker om Budapest endnu. Overnatning eksempelvis er ikke planlagt på nuværende tidspunkt, men vi foretrækker generelt hostels eller Airbnb-lejligheder for at gøre rejsen så billig og simpel som muligt. På den måde kommer man også i kontakt med andre mennesker som enten kender byen eller er turister i den ligesom os. På hostels er der også ofte mange unge mennesker, som man kan stifte bekendtskab med, hvilket giver en ny dimension til dét at rejse.
Budapest består af to bydele; Buda og Pest, hvilket er forenet med broen over Donau-floden – heraf Budapest. I Budapest forventer jeg at blive mødt med smukke gamle bygninger som udsmykker byen på fineste vis. Budapest er også kendt for deres kurbade, termalbade kaldes de, hvilket helt sikkert vil bringe glæde og afslapning helt indunder huden på os.
Indtil videre har vi brugt Politikens artikel “Guide til Budapest” til at få et overblik over byens muligheder, men inden jeg rejser afsted vil jeg søge mere information på diverse rejseblogs og andre rejseartikler.
Århus
Vi kommer hjem fra Budapest den 24. februar om eftermiddagen og smutter afsted igen morgenen efter, hvor vi skal til Århus. Anledningen til vores tur til Århus er U-dagene, hvor man kan besøge alle uddannelsesinstitutioner i Århus. Her skal vi besøge Århus Universitet og Mediehøjskolen for at udforske vores uddannelsesmuligheder i Århus. Vi skal være i Århus i 4 dage, hvor vi skal til arrangementer og åbent hus to af dagene og de to resterende dage skal formentlig bruges på Aros, shoppe genbrugstøj og caféhygge.
Jeg var i Århus for første gang i sommers og blev stor fan af Århus’ charme, som jeg håber byen fortsat kan leve op til på trods af det grå vintervejr her i februar.
Her er to af mine billeder fra Århus, som viser byens diversitet i form af 70’er graffiti og kaktusser i væksthusene. Håber at vi om søndagen kan tage et smut netop forbi botanisk have og væksthusene – der er gratis indgang, så der er ingen undskyldninger for ikke at kigge forbi, hvis man er i Århus.
Vi glæder os til en måned fyldt med rejser og oplevelser!
Følg os